
Kantatekoncert med Odense Domkirkes kor samt orkester
Lørdag d. 30. marts kl. 15.30
Kantater af Bach
Odense Domkantori og solister med et til lejligheden sammensat barokensemble bestående af musikere fra København, Århus og Odense opfører to af Johann Sebastian Bachs skønne kantater under ledelse af domorganist Randi Mortensen, nemlig kantate 106 med tilnavnet Actus tragicus, ’Gottes Zeit ist die allerbeste Zeit’ og kantate 138 ’ Warum betrübst du dich, mein Herz’. Der vil desuden være strygermusik af russiske Rimsky-Korsakov i form af variationer over koralen ’Ach wie nichtig, ach wie flüchtig’. Medvirkende solister er Lykke Appelon Ilkjær, sopran og Jara Kanzler Hemmet, alt. Begge sangere er medlemmer af Domkantoriet. Gæstesolist ved koncerten er basbarytonen Andreas Winther, som er uddannet i klassisk sang fra Syddansk Musikkonservatorium i Odense og Musikhochschule Lübeck. Efterfølgende har han i flere sæsoner optrådt som solist på Theater Kiel og i operakorene på Theater Lübeck, Göteborgsoperan, Den Norske Opera og Det Kongelige Teater. Fra januar 2018 indgår Andreas som fast medlem af Den Jyske Operas operakor, hvor han blandt andet har sunget roller i operaer som La Traviata og Carmen.
Under studierne var Andreas Winther en del af domkantoriet hos Randi Mortensen i Odense Domkirke og sang i december baspartiet i Bachs juleoratorium med Odense Symfoniorkester samme sted.
Koncerten planlagdes oprindeligt opført som optakt til Allehelgen 2018, men dens tekstlige indhold og musikalske tematik er eviggyldig og kan fuldt så vel opleves som en meningsfuld refleksion over påskens glædelige budskab om opstandelse og evigt liv efter døden.